🎭 Improvisation i Keith Johnstones Ånd

Øvelser, der styrker spontanitet, status og samspil

"Improvisation handler ikke om at være sjov – det handler om at være sandfærdig og modig i øjeblikket."
— Keith Johnstone

🔹 Hvad er improvisation?

Mødet med Keith Johnstone: At sige "Ja" til det uventede

Jeg mødte Keith Johnstones ideer første gang på et improvisationskursus, hvor alt, jeg troede, jeg vidste om scenen, blev vendt på hovedet. Her var ikke plads til at planlægge, ikke plads til at tænke "det her er dumt" – kun plads til at sige Ja. 

Og det "Ja" ændrede ikke bare min tilgang til teater, men også min tilgang til livet.

Scenebeskrivelse:

På vores kursus spiller Martha er en sød, ældre kvinde, der lige har fået udbetalt sin pension. Hun er klar til at shoppe i grønthandleren. Men hun kæmper med mobilpay – det er dødirriterende for de andre kunder i køen.

Keith Johnstone siger:
En historie bygger ofte på, at en person følger en rutine, og så bliver den afbrudt.  

Samtidig handler det om at følge den impuls, man har her og nu – uden at tænke for meget.

Instruktion til scenen:

Jeg træder ind på scenen som den charmerende grønthandler for at hjælpe Martha med hendes mobil. Men ved en fejl taster jeg 15.000 kr. i stedet for det rigtige beløb – og siger undskyld.

Martha skal nu reagere spontant og sige ja til, at det er i orden at overføre pengene, selvom det er en stor sum for hende.

Marthas replik:
"Tak, Lars! Jeg vidste ikke, jeg havde så mange penge på kontoen. Jeg kan lige så godt forkæle mig selv med en af de dyre avocadoer."

Jeg benytter situationen til at lægge flere varer i hendes taske, og lover højt og tydeligt, at jeg vil overføre pengene senere på aftenen.

Så sker der noget uventet:

En anden kvinde i køen, der har været opmærksom, snupper min telefon, og tastede hurtigt:
"Martha? Var det ikke 30.000, du skulle have tilbage?"

Jeg, overrasket, siger:
"Hov, hov! Det er min telefon!"

Men Martha klapper af begejstring og siger med et smil:
"Det er utroligt, hvordan min pension bare vokser og vokser! "

Inden Martha forlader køen, råber jeg, mens jeg har travlt med næste kunde:
"Og husk at få overført mine penge."

Og her kommer punchlinen, der binder scenen sammen:
Martha svarer med glimt i øjet og et smil:
"Åh, jeg klarer det nok med mobilpay i aften… hvis der stadig er penge på kontoen! Pensionen rækker ikke langt til min kommende lange shopping tur."

Dette forløb giver mulighed for at følge impulset i stedet for at planlægge for meget, og det siger noget vigtigt om improvisation: at følge den første tanke og handle spontant. Det kan blive en sjov øvelse i at udmærke sig ved at reagere hurtigt og på instinkt, præcis som Keith Johnstone opfordrer til.

Hvorfor Keith Johnstone er vigtig: "Ja"-kulturens revolution

Keith Johnstone lærte mig, at:

• "Ja" er ikke kun et ord – det er en indstilling til livet.
  At acceptere andres ideer er ikke underkastelse, men en invitation til at skabe noget sammen.

• Frygten for at "være dum" er vores værste fjende.
  Den mobil var ikke dum – den var fantastisk, fordi den var spontan og fælles.

• Verden er ikke opdelt i "rigtigt" og "forkert".
  Den er opdelt i "muligt" og "ikke udforsket endnu".

Personligt: At sige "Ja" til det, der kommer

Det var ikke bare en teaterteknik, det var en livslektie. I dag siger jeg oftere "Ja" til:

• Kollegaers vanvittige ideer

• Mine børns absurditeter ("Ja, din teddybjørn kan godt være politibetjent!")

• Uventede muligheder, der kræver mod

Keith Johnstone sagde: "Man kan ikke være kreativ og kritisk på samme tid." Den dag på grønsagsmarkedet" forstod jeg, at når jeg siger "Ja", åbner jeg ikke kun for en scene – jeg åbner for en verden, hvor alt kan blive til noget smukt.

Og det er måske det mest værdifulde, teatret nogensinde har lært mig.

"Improvisation er ikke at opfinde – det er at opdage, hvad der allerede sker i øjeblikket."

– Keith Johnstone Improvisation i teatersammenhæng handler om at skabe noget ud af ingenting – sammen. Det kræver mod, nærvær, lytning og en villighed til at fejle. 

Keith Johnstone var en af de mest indflydelsesrige figurer i udviklingen af moderne improvisationsteater og opfandt bl.a. begreber som "Yes, and", statusspil og masken uden ansigt.

Nedenfor finder du 10 konkrete øvelser til to skuespillere – ideelle til prøver, opvarmning eller workshops.

Keith Johnstone er kendt af de fleste inden for teaterverdenen, og hans 20 år gamle bog om improvisation har stadig status af bibel for skuespillere. Søren Rathje, Berlingske Tidende

🔟 10 Improvisationsøvelser for 2 Skuespillere

🟢 1. Ja, og...
Træn accept og videreudvikling af idéer. A siger en sætning, B svarer med: "Ja, og..." + noget nyt.
🧩 Fokus: Accept

🟢 2. Status-swap
Spil høj og lav status uden ord. Byt gradvist roller ved hjælp af kropssprog.
🧩 Fokus: Kropsligt statusspil

🟢 3. Genstandens forvandling
Giv en genstand videre – hver gang får den en ny funktion.
🧩 Fokus: Kreativ fleksibilitet

🟢 4. Årsag og virkning
A laver en handling. B opfinder en overraskende årsag.
🧩 Fokus: Historiefortælling

🟢 5. Dårlige idéer-konkurrence
A og B prøver at overgå hinanden i absurde forslag.
🧩 Fokus: Slip perfektionismen

🟢 6. Ét ord ad gangen
Fortæl en historie – ét ord skiftevis.
🧩 Fokus: Lytning og rytme

🟢 7. Emotionel pingpong
Sig samme sætning med forskellige følelser.
🧩 Fokus: Følelsesmæssig alsidighed

🟢 8. Den tavse scene
Spil en scene uden ord – kun kropssprog og lyde.
🧩 Fokus: Nonverbal fortælling

🟢 9. Gåtur med usynlig hund
Gæt hundens race ud fra ejerens opførsel.
🧩 Fokus: Engagement i det absurde

🟢 10. Hvem-hvad-hvor
Publikum råber en person, en genstand og et sted – A og B improviserer.
🧩 Fokus: Instant scenes

Calgary's Keith Johnstone posed for a photo in Calgary May 20, 2005. Johnstone was one of the founding members of the Loose Moose Theatre in the late 1970s. Postmedia files Photo by Colleen De Neve /Calgary Herald

3-timers improvisationstræning 

Fokus på leg, status og spontanitet

Time 1: Fælles Opvarmning (60 min)

Mål: At bryde isen, skabe tillid og introducere Johnstones kerneideer

1. "Navn & Absurde Gestus" (15 min)

• Cirkel: Hver siger navn + en vanvittig gestus 
• Gruppe gentager med energi

2. "Ja, Og..."-cirkel (20 min)

• Improviser en vanvittig historie, hvor hver tilføjer "Ja, og..."
• Fokus på accept og videreudvikling

3. "Status-spil" (25 min)

• Gå rundt som "konge" (høj status) eller "tjener" (lav status)
• Skift roller på leders signal

Time 2: Parøvelser med First Lines (60 min)

Mål: At skabe spontane scener med klar startpunkt

1. "Den Anklagende Pegefinger" (15 min)

• First line: "Hvorfor gjorde du det?"
• Spil scenen med skiftende status

2. "Hemmeligheden" (15 min)

• First line: "Jeg ved noget du ikke ved..."
• Fokus på nysgerrighed og afsløring

3. "Den Forkerte Besked" (15 min)

• First line: "Det var ikke det jeg sagde!"
• Udvikl en kommunikationskatastrofe

4. "Den Magiske Genstand" (15 min)

• First line: "Hvor fik du DEN fra?"
• Arbejd med usædvanlige objektfortolkninger

Time 3: Fælles Visning (60 min)

Mål: At opleve og fejre spontanitet

1. Par-scenerne vises (40 min)

• Hvert par viser deres bedste scene
• Tilskuerne klapper efter energiniveau

2. "Hvad Virkede?"-feedback (15 min)

• Fokus på:
• "Hvornår var scenen mest levende?"
• "Hvornår så vi ægte overraskelse?"

3. Afslutning (5 min)

• Alle står i cirkel: "En bevægelse" én scene ved at gentage dens mest ikoniske moment

https://www.azquotes.com/

🧍‍♂️ Mini-workshop: Status i kroppen

🎯 Opgave 1:
Gå rundt som:

• Kejser → Ret ryg, langsom gang

• Tyv → Lav holdning, hurtige bevægelser

🎯 Opgave 2:
Improviser en scene hvor:
En betjent bliver holdt tilbage af en hjemløs, der ved noget om et mord.

📚 Johnstones Guldregler

• "Vær dårlig, ikke kedelig."

• "Status er ikke hvem du er – det er hvad du gør lige nu."

• "Historier kommer fra handling."

"Improvisation handler ikke om at være sjov – det handler om at være sandfærdig og modig i øjeblikket."
— Keith Johnstone

Selvfølgelig! Keith Johnstone er en kæmpe skikkelse inden for improvisationsteater, og hans øvelser er designede til at bryde vaner, øge spontaneitet og styrke samspillet mellem skuespillerne. Hans filosofi handler meget om at komme ud af hovedet og ind i øjeblikket.

Her er nogle af hans mest kendte og effektive dramaøvelser, som beskrevet i hans bøger (især "Impro: Improvisation and the Theatre"):

1. Status-øvelser (Kernen i Johnstones arbejde)

Johnstone mener, at al menneskelig interaktion handler om spillende status. Disse øvelser lærer skuespilleren at være bevidst om og kontrollere deres status i forhold til deres scene-partner.

• Øvelse: Den løbende status: To skuespillere går på samme tid op og ned ad en imaginær rangstige. Den ene starter med meget høj status (konge/dronning), den anden med meget lav status (træl). På et klap fra instruktøren skifter de øjeblikkeligt til den modsatte status. Øvelsen handler om at kommunikere status kun gennem kropssprog, blikke og stemmeføring – ikke gennem ord.

• Øvelse: Servér teen: En simpel scene hvor den ene skuespiller (A) serverer te for den anden (B). Før scenen får A og B tildelt en hemmelig status (f.eks. A: Høj, B: Lav eller omvendt). Publikummet skal gætte hvem der har høj og hvem der har lav status udelukkende baseret på deres adfærd.

• Øvelse: Jeg er her, og du er der: To skuespillere mødes. Den ene indtager en meget høj status (stiller sig overraskende tæt på, kigger ned, rører ved den andens tøj), den anden reagerer med lav status (kigger ned, viger tilbage, er mindre). De får så instruks om at bytte roller med det samme.

2. Øvelser for at bekæmpe vurdering ("Don't be in your head")

Johnstone insisterer på, at den største fjende for kreativitet og spontaneitet er den indre censor, der bedømmer alle vores ideer før de kommer ud.

• Øvelse: Tal i klischeer: To og to skuespillere får til opgave at have en samtale, hvor de kun må bruge klischeer og floskler ("Man skal ikke skue hunden på hårene", "Når det regner, så øser det", "Vi tager den en dag ad gangen"). Målet er at slå hjernen fra og stoppe med at jagte den "perfekte, originale" replik. Alt er tilladt, så længe det er et klische.

• Øvelse: Fortæl historien dårligt: En person skal fortælle en simpel historie (fx "Hvordan jeg kom hertil i dag"). En anden person (eller instruktøren) afbryder konstant og bebrejder dem for at fortælle den dårligt: "Det var kedeligt!", "Du glemte alle detaljer!", "Din stemme er monoton!". Fortælleren må ikke blive forsvarlig eller undskyldende, men skal bare acceptere kritikken og forsøge at fortsætte: "Ja, det har du ret i. Nå, men så kørte jeg videre..." Dette nedbryder frygten for at fejle.

3. "Tilbud og Accepter" (Offer and Accept)

Dette er hjørnestenen i al improvisation. Et "tilbud" (offer) er enhver ide, handling eller replik, som en skuespiller introducerer. At "acceptere" er at sige ja til denne ide og bygge videre på den.

• Øvelse: Ja, og...: Den mest klassiske improvisationsøvelse. To skuespillere starter en scene. Enhver replik skal starte med "Ja, og..." for at tvinge dem til at acceptere og tilføje information.

  • A: "Far, jeg har lige købt en elefant!"

  • B: "Ja, og den passer perfekt til vores zoo i baghaven! Jeg håber den kan lide is!"

  • A: "Ja, og den elsker is, især med chokolade! Vi skal huske at købe mere!"

• Øvelse: Gå gennem døren: En skuespiller begynder en handling på scenen (f.eks. at vande blomster). Den anden skuespiller kommer ind og giver et klart "tilbud" om, hvad scenen egentlig handler om (f.eks. "Kaptajn, rumskibet er klar til at lette!"). Den første skuespiller skal straks acceptere denne nye virkelighed, droppe at vande blomster og i stedet forhandle om rumrejsen.

4. Maskine-øvelser (For samarbejde og rytme)

• Øvelse: Maskinen: En person går ind i cirklens centrum, laver en gentagende bevægelse og en lyd (f.eks. "Hvisj-klunk, hvisj-klunk"). En efter en tilføjer de andre sig til "maskinen" med deres egne gentagende bevægelser og lyde, der skal passe rytmisk og energimæssigt til den allerede eksisterende maskine. Ingen planlægger hvad maskinen er – den opstår organisk. Dette træner samarbejde, lytning og at bidrage uden at styre.

5. Øvelser for at øge ekspressivitet

• Øvelse: Gibberish (Volapyk): Skuespillere får til opgave at kommunikere udelukkende i volapyk (fantasisprog). Dette tvinger dem til at bruge kropssprog, tonefald og ansigtsudtryk for at formidle følelser og intentioner, da ordene ikke har nogen bogstavelig betydning. Det er fantastisk til at bryde vaner og gøre skuespilleren mere fysisk udtryksfuld.

Vigtige principper at huske fra Johnstone under øvelserne:

• Vær gennemsigtig: Lad publikummet og din partner se dine tanker og følelser i dit ansigt og krop. Skjul ikke.

• Vær gennemskuelig: Reagér tydeligt på det, din partner giver dig. Din reaktion er lige så vigtig som din handling.

• Stop med at prøve på at være interessant. Vær interesseret i din scenepartner i stedet for. Reaktionen er alt.

• Fejl er ikke fiender. De er ofte vejen til de mest originale og sjove øjeblikke. Omfavn uforudsigeligheden.

Disse øvelser er ikke kun for teaterfolk. De bruges i kreativt arbejde, kommunikationstræning og til bare at blive bedre til at lytte og samarbejde med andre.

Keith Johnstones "Impro: Improvisation and the Theatre" (1979) er en af de mest indflydelsesrige bøger om improvisationsteater nogensinde. Den er ikke kun en lærebog for teaterfolk, men også en filosofisk afhandling om spontanitet, kreativitet og menneskelig adfærd.

Her er en oversigt over hovedøvelserne og kerneteorierne fra bogen, opdelt efter dens centrale temaer:

1. Status (Status)

Teorien: Alle menneskelige interaktioner handler om at håndtere status – høj og lav. Det er ikke om social klasse, men om den dynamiske rolle man spiller i et givet øjeblik.

• Øvelse: Status-bytting

  • To spillere spiller en scene. Instruktøren råber "Høj!" eller "Lav!", og spilleren skal øjeblikkeligt ændre sin status.

• Øvelse: Status-genstande

  • En genstand (fx en kuglepen) gives videre. Modtageren bestemmer om den gives som en højstatus- eller lavstatus-handling.

• Øvelse: Status og kropssprog

  • Gå rundt i lokalet som verdens lavestatus-person. Gør derefter det samme som den højestatus-person I kan forestille jer.

2. Historie (Storytelling)

Teorien: Gode historier opstår fra "følge fortællingen" i stedet for at "planlægge den". Blokering opstår, når man dømmer sine egne idéer.

• Øvelse: Fortæl en historie ord for ord

  • To personer sidder ryggen mod hinanden og fortæller én historie, hvor de skiftes til at sige ét ord ad gangen.

• Øvelse: Fortæl videre

  • En person starter en historie. Ved et klapsignal tager en anden person over præcist hvor den første slap.

• Øvelse: "Ja, og..." (The "Yes, and..." principle)

  • Grundstenen i improvisation. Altid accepter det din medspiller tilføjer ("Ja") og byg derefter videre på det ("og...").

3. Maskespil (Masks and Trance)

Teorien: At bære en maske kan frigøre spilleren fra selvcensur og lade dem falde i en tilstand af "åndelig glemsel" (trance), hvor de handler intuitivt.

• Øvelse: Neutrale masker

  • Spillere bærer neutrale lædermasker og reagerer kun på hinandens kropssprog og energi, uden replikker.

• Øvelse: Arketypiske masker

  • Brug masker, der repræsenterer arketyper (Kongen, Tiggeren, Trolden). Spilleren lader masken "besætte" dem.

4. Spontanitet (Spontaneity)

Teorien: Voksne er oplærte til at blokere deres spontanitet af frygt for at gøre noget forkert. Øvelserne skal nedbryde denne frygt.

• Øvelse: Gibberish (Volapyk)

  • Spil en scene i komplet volapyk. Fokus flyttes fra "hvad siger jeg?" til "hvordan kommunikerer jeg?".

• Øvelse: Stop-tenkningen

  • Den ene spiller peger på en genstand og siger "Hvad er det?". Den anden skal navngive den øjeblikkeligt med det første ord, der popper op (fx "det er en elefant af solskin!").

5. Narrativ improvisation (Platform, Tilt, Resolution)

Teorien: En god improviseret scene har en struktur:
1. Platform: Etablerer normaltilstanden (Hvem, hvor, hvad?).
2. Tilt: En uventet begivenhed, der vælter normaltilstanden (Et "tilbøjningspunkt").
3. Resolution: Scenens konklusion, der følger logisk af tiltet.

• Øvelse: Find Tilt'et

  • To spillere starter en scene. Publikum/instruktør råber "Tilt!" når de mener, at normaltilstanden er etableret. Spillerne skal nu indføre en uventet begivenhed.

• Øvelse: 3-lags-scenen

  • Spillere skal bevidst inkludere: 1) Et forhold, 2) Et sted, 3) En konflikt/aktivitet.

Keith Johnstones vigtigste principper i en nøddeskal:

• Don't prepare: Forberedelse dræber spontanitet.

• Don't be original: Prøv ikke på at være sjov eller smart. Vær ærlig, og det sjove kommer af sig selv.

• Don't be clever: Din første impuls er normalt den bedste. Stop dig selv fra at "tenke" for meget.

• Accept all offers: Et "tilbud" er alt, din medspiller gør eller siger. At acceptere det er brændstof til scenen. At afvise det dræber den.

Bogen er en absolut anbefaling for alle, der arbejder med teater, pædagogik eller bare vil blive bedre til at kommunikere og være til stede i øjeblikket. Den er lige så relevant i dag som i 1979.